Presse: LikeMinded - Dansk innovation vil sikre din fysiske butiks overlevelse
%20(1).jpg)
Bootstrapping.dk: Ugens startup
Likeminded – Dansk innovation vil sikre din fysiske butiks overlevelse
Den danske startup LikeMinded vil tilbagerulle den tendens, der efterlader hele byer øde for butikker, og også i hovedstaden fører til tomme butikslokaler og nedlukning af ellers afholdte specialbutikker. Bootstrapping har talt med LikeMinded´s CEO og CCO, Ning Tan og Christopher Frandsen om vigtigheden af fysiske butikker, og hvad de i henholdsvis Beijing og Sønderjylland har lært om, hvordan man klare sig på den nye tids markedsvilkår
Mikael Bruun Rasmussen, 6. maj 2025
Det er på mange måder et spørgsmål om at bruge moderne teknologi til at modarbejde implikationerne af den moderne teknologi. De fleste har måske en romantisk forestilling om, at man skal støtte ens lokale, fysiske butikker. Alt imens man i praksis, efter en lang dag på kontoret, af tiltagende magelighed – eller behov for at økonomisere med tiden – køber sine produkter på nettet, får maden leveret, går i supermarkedet i stedet for at løbe tre forskellige ærinder hos detailbutikkerne eller måske bare har fået det hele leveret med Wolt eller Nemlig.
Forståelige tendenser, som få kan se sig helt for gode til, men som ikke desto mindre er den slags dagligdagsbeslutninger, som hver dag indirekte bidrager til det, som med dramatisk morbiditet (særligt om provinsbyer) betegnes som ’butiksdød’! De færreste ønsker at støtte op om det, men finder det sværere og sværere at undgå at tage del i den udvikling, man så kan sidde hos de to tilbageværende – frisøren og cafeen – og brokke sig over.
E-handlen – 10´er og 20´ernes helt store vinder
Detailbutikker i Danmark bukker under for store detailkæder og onlinehandel. Undersøgelser viser, at antallet af tomme butikslokaler i København er rekordhøjt med 221 tomme butiksvinduer alene i byens centrum – et tal, der er mere end fordoblet siden 2014. Tendensen afspejler større udfordringer, hvor op mod 30 % af små butikker er lukket ned over det seneste årti som følge af ændrede forbrugsvaner og stigende konkurrence fra onlinebutikker og kædeforretninger.
Hos LikeMinded mener man efterhånden at have knækket koden til, hvordan man kan forene moderne tiders digitale markedsvilkår for rent faktisk at bevare det klassiske butiksliv, siger CCO Christopher Frandsen til Bootstrapping:
”Vi tror virkelig fuldt og fast på, at vi kan hjælpe byer og butikker med at overleve med den her platform. Og vi mener, at vi har forstået rytmen i, hvorfor butikkerne har det svært,” forklarer han, inden CEO Ning Tan uddyber:
”Færre end 45% har en webshop, og hos dem der har en, er den outdated og ikke opdateret. Samtidig har de sjældent ressourcerne til at bruge meget tid på en webshop og at tænke i digital footprint og så videre, som jo ikke er det, de brænder for. De brænder for deres produkter, og med LikeMinded får de mulighed for både at have stærk digital markedsføring og at kunne bruge mere tid på kernen af deres lidenskab,” siger Ning Tan til Bootstrapping.
Likeminded har altså villet skabe en platform, der gør det muligt for detailbutikker at digitalisere sig og tilbyde alle de ting, man tager for givet med webshops og store butikskæder, uden at butikkerne mister den personlige kontakt, der netop gør fysiske butikker specielle. Og uden behov for en hjemmeside og andre tekniske færdigheder. Det giver butikkerne mulighed for at engagere kunderne og skabe stærkere fællesskaber på måder, som Likeminded ikke mener, de store kæder kan matche.

Gradvis afsjæling fra Frederiksberg til Sønderjylland
E-handel, godt og grundigt katalysereret af big tech, der skræddersyer indhold baseret på mere og mere AI-drevne algoritmer, er næppe på retræte, fordi en startup som Likeminded engagerer og supporterer fysiske butikker.
Likeminded´s løsning, som de viste Bootstrapping i forbindelse med interviewet, virker ikke desto mindre meget nem og intuitiv at anvende til fx at oprette digitale tilbud eller events, som kan deles med eksisterende eller nye potentielle kunder lokalt. I sin enkelthed er det en online platform, der gør det nemt for små butikker at spille med på e-handels’ og store butikskæders spilleregler for fortsat at kunne overleve som små butikker.
Den entusiastiske duo bliver sammen med CTO Lars Udengaard en umage trio – den samme idealistiske tilgang til bymiljøer mødes i en fusion af Beijings voldsomme modernitet og Udkantsdanmarks oplevelse af afmagt.
Ning Tan står for Beijing-delen. Han og hans familie har boet på Frederiksberg i over 10 år og har tidligere arbejdet en årrække for Novozymes og Coloplast. På Frederiksberg har han til sin ærgrelse set en længere række butikker lukke, som han egentlig var glad for, og den gradvise afsjæling, det hver gang medfører for et kvarter.
”Uden butikker er en by en tom by, du køber ting online, taler med robotter, får ting leveret uden nogen interaktion. De små butikker er en bys hjerte. Og når det sker selv på Frederiksberg, så er det ikke så mærkeligt, at det sker med stor voldsomhed ude i de mindre byer,” mener Ning Tan.
Efter at have stødt på hinanden til en række netværksarrangementer, fandt Ning og Christopher Frandsen hurtigt fælles fodslag over den vemodige tendens, som Frandsen alt for godt genkendte fra sin hjemstavn i det, der almindeligvis ofte er blevet betragtet som Udkantsdanmark. Der hvor ”butiksdød” er en ultimativ død, og hvor ikke bare specialbutikker lukker, men til sidst både folkeskole, købmand, det hele, rub og stub.
”Jeg er fra en lille by i Sønderjylland, hvor samtlige af byens butikker er forsvundet i løbet af min levetid, og jeg er altså kun i 20’erne. Jeg har stadig en bedstemor boende derude, og jeg kan virkelig mærke, hvordan det smerter hende, at alt livet er suget ud af byen, når jeg taler med hende”, fortæller Frandsen.
Bekvemmelighed og prisbevidsthed
Ning Tan tog imidlertid også sin viden om Beijings butiksliv med sig, hvor enkeltmandsdrevne butikker ifølge ham trives, fordi de i Kinas enorme metropoler længe har været tvunget til at konkurrere på helt andre markedsvilkår. Og over endeløse mængder capuccino blev idéen til LikeMinded så til.
”Vi prøver ikke at forhindre e-commerce i at ske, for det er jo bare et faktum nu, men vi prøver at reducere den teknologikløft, der stadig vokser mellem små butikker og store kæder,” slår Frandsen fast.
Det komplicerede ved problemet er, at de lokale forbrugere selv er skyld i butiksdøden ved, at de stopper med at handle i de små butikker i samme grad. Man må se udviklingen i øjnene og erkende, at forbrugere ikke ønsker at gå igennem særlig meget ekstra besvær for at støtte specialbutikker. Derfor må man, i stedet for at komme med et moralsk opråb, fjerne de incitamenter, der leder til, at folk køber fra større kæder, opridser Frandsen. Grundene er som regel dels bekvemmelighed og typisk også pris. Og i hvert fald førstnævnte kan LikeMinded hjælpe med, siger Frandsen:
”I forhold til bekvemmeligheden kan vi let hjælpe dem meget. De fleste store kæder har til overflod af budgetter til digital kommunikation, e-mail nyhedsbreve, loyalty programs, alt i alt bare synlighed. Det kan den enkelte detailbutik, som gennemsnitligt består af 2-3 ansatte, inklusive ejeren og alle uden særlige tech-skills, slet ikke hamle op med. For kun en lille kommission af butikkens salg gennem vores platform sørger vi for at lukke det hul”.
”Hvornår launcher I?”
Idéen er konceptualiseret i en lang dialog med deres første kunder, som stadig er i gang, forklarer Frandsen. De opsøgte selv butiksejerne på deres hjemmebane for at forklare om deres idé, og modtagelsen har været overvældende positiv, fortæller de. Typisk var butiksejernes første spørgsmål: Hvornår launcher I?, siger Christopher Frandsen med et smil.
Det har skabt en meget tilfreds base af frederiksbergske butiksejere, herunder alt fra delikatesse-, vin til blomsterforhandlere. Og LikeMinded har gennem en udveksling med butikkerne raffineret LikeMinded videre til at indebære et marketplace-aspekt, der er gået i luftenden 4. maj, hvorigennem man som forbruger kan slå bestemte tilbud, events, priser og andet op efter område eller produktkategori og få e-handlens bekvemme digitale overblik.
Det vil samtidig gøre det lettere for fysiske butikker at blive mere synlige online og udvide deres kundekreds, siger Frandsen, der lige umiddelbart inden interviewet var kommet fra et møde med 15 af butikkerne i deres stald:
”En ting, som er vigtig, og som butikkerne responderer godt på, er boots on the ground. Det er derfor, vores plan også har været at starte med ét sted – for os Frederiksberg og København. Dels fordi den geografiske nærhed i forhold til os er vigtigt, sådan så vi virkelig kan stå til rådighed. Dels også fordi marketplace-konceptet først når sin fulde virkning, når der er en vis tæthed af butikker inde på platformen,” forklarer Frandsen.
Drømmen om Europa
Deres ambition har mødt stor sympati fra både butiksejere og forbrugere, men også fra kommunal side, hvor det er en politisk prioritet stort set over hele landet at bevare lokalt butiksliv. LikeMinded har oplevet, at butiksejere så småt er begyndt at komme til dem i stedet for omvendt, fortæller Frandsen.
Så langt væk som i Vestjylland er der nu også en butik, som har rakt ud til dem efter at have hørt om deres platform. Og på sigt går de efter at kunne hjælpe i hele landet, også i de små byer, som to tredjedele af direktionen er rundet af.
Skaleringsmæssigt har de store ambitioner, og mener at det kan lade sig gøre at ekspandere hurtigt, eftersom de selv med nuværende bemanding løbende lancerer nye funktioner, og hurtigt kan rulle LikeMinded ud i hele landet, bl.a. i samarbejde med lokale partnere.
På sigt vil det dog kræve flere ansatte til at sætte yderligere fart på produktudvikling og til at bevare den personlige kontakt med butikkerne, i takt med at antallet af kunder stiger. Drømmen er at skabe både arbejdspladser og liv til byer i hele landet og på sigt i Europa. LikeMinded er i øjeblikket i gang med fundraising, og har oplevet stor interesse fra investorer, der deler deres vision, fortæller Christopher Frandsen.
Og hvad hvis de selv skulle åbne deres egen butik? Det emne faldt snakken på til sidst. Christopher Frandsen svarer en sportsbutik – han husker selv tydeligt følelsen af at købe sine egne første fodboldstøvler nede på hovedgaden i en butik, der naturligvis for længst er lukket. Ning Tan ville åbne en kinesisk specialitetsbutik for at vise danskere, hvor meget kvalitet der også kan være made in China.
For Lars Udengaard, som bor uden for Skanderborg, falder valget på en legetøjsbutik. Begge hans forældre arbejdede i en legetøjsbutik, og han husker tydeligvis, hvilken drøm det var for ham at se så meget legetøj samlet i et sted, forklarer han. I dag er der ikke længere nogen legetøjsbutik i Skanderborg, men hvis alt går vel for LikeMinded, kan man jo håbe på, at det igen en dag kan betale sig at åbne en.
Læs artiklen her
Bootstrapping d. 6. maj 2025: https://bootstrapping.dk/likeminded-dansk-innovation-vil-sikre-din-fysiske-butiks-overlevelse/